Folketingsbilag 17. september 2021 - 24. september 2021

Almindelig del

Bilag

Bilag 326

Publikation fra Gældsstyrelsen: Gæld til det offentlige i 2020 fordelt på geografi, køn og alder

Bilag 327

Lovudkast: Forslag til lov om ændring af tobaksafgiftsloven, lov om forskellige forbrugsafgifter og opkrævningsloven (Regulering af antallet af cigaretter i en pakke, indførelse af afgift på nikotinprodukter og sammenlægning af afgiftssatserne for røgfri tobak m.v.)

Bilag 328

Lovudkast: Forslag til lov om ændring af momsloven og forskellige andre love (Ændring af momsreglerne om kunstnerisk virksomhed, brugtmoms, momsgodtgørelse og -fritagelse for diplomater og justering af momsreglerne om undervisning, turistsalg og fjernsalgsvirksomheders registrering for visse punktafgifter m.v.)

Bilag 329

Henvendelse af 17/9-21 fra T.E. om beretning fra en selvstændig regnskabsmand – når det går galt

Bilag 330

Materiale fra møde med VP Securities A/S den 16. september 2021

Bilag 331

Beretning 20/2020 om Skatteministeriets it-beredskab

Bilag 332

Lovudkast: Forslag til lov om ændring af opkrævningsloven, lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og forskellige andre love (Sanktioner for manglende indsendelse af oplysninger og tiltag til bekæmpelse af sort økonomi og stråmandskonstruktioner m.v. som led i udmøntning af aftale om en styrket skattekontrol – etape 2)

Bilag 333

Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om rentefrie lån svarende til angivet moms og lønsumsafgift og fremrykket udbetaling af skattekreditter m.v. i forbindelse med covid-19 og lov om midlertidig udskydelse af angivelses- og betalingsfrister m.v. på skatteområdet i forbindelse med covid-19

Bilag 334

Internt dokument

Bilag 335

Publikation fra Skattestyrelsen: Kontrol med til- og fraflytteres værdiansættelse af aktier

Bilag 336

Kopi af ERU alm. del - svar på spm. 640 om kommentar til henvendelsen af 2/8-21 fra Danske Soloselvstændige om udskydelse af moms og revidering af tilbagebetalingstid på coronalån, fra skatteministeren

Bilag 337

Analyse af emballageafgiften på engangsservice og plastikbæreposer, fra Skatteministeriet

Bilag 338

Publikation fra Skattestyrelsen: Indsatsen mod social dumping

Spørgsmål og svar

Spm. 570

Vil ministeren beregne provenukonsekvenserne og de samfundsøkonomiske gevinster ved nedsættelse af registreringsafgiften per 5 procentpoint indtil fuld afskaffelse, hvis den progressive afgift er afskaffet først? Ministeren bedes også redegøre for, hvad der driver eventuelle forskelle i forhold til svaret på SAU alm. del – spørgsmål 99 (folketingsåret 2019-20).

Spm. 603

På SAU alm. del – spørgsmål 557 svarer ministeren, at ”På nuværende tidspunkt er det forventningen, at langt de fleste boligejere vil have modtaget en ny vurdering inden udgangen af 2023.” Dette må betyde, at man allerede nu forventer, at man ikke når at udsende alle nye vurderinger, inden de nye beskatningsregler træder i kraft. Vil ministeren oplyse, hvor mange boligejere der forventes ikke at have modtaget deres nye vurdering inden udgangen af 2023, og hvornår man forventer at alle har modtaget deres nye vurdering?

Spm. 608

Med henvisning til svaret på SAU alm. del – spørgsmål 403 bedes ministeren oplyse, hvad det årlige provenu i perioden 2007-2020 er fra tinglysning af henholdsvis pant i fast ejendom (diverse former for pantebreve) og for tinglysning af skøde for almindelige private bolighandler, dvs. et-familiehus, ejerlejligheder m.v. i fri handel. Provenuet bedes opgjort for henholdsvis den faste afgift og for den variable afgift. Provenuet ønskes opgjort, så det selvstændigt fremgår, hvor meget der er modregnet i stempelrefusion. Det bedes oplyst, hvor mange transaktioner der vedrører almindelig fri handel af en-familie-boliger specificeret ud på transaktioner ved skøde og transaktioner ved pant. Ministeren bedes samtidig redegøre for fordelingen af de årlige omkostninger i forbindelse med statens behandling af tinglysning i samme periode fordelt på henholdsvis pant i fast ejendom (diverse former for pantebreve) og for tinglysning af skøde, for almindelige private bolighandler, dvs. en-familie boliger i fri handel. Omkostningerne bedes opgjort i såvel kroner og ører, herunder opdelt på lønomkostninger og andre driftsomkostninger, som i antal årsværk.

Spm. 610

Hvad kan ministeren oplyse om den samlede tidsplan for de nye ejendomsvurderinger for erhvervsejendomme, herunder om tidsplanen for udviklingen af vurderingerne?

Spm. 612

Ministeren bedes give et opdateret skøn over, hvor mange klager der forventes over de nye ejendomsvurderinger, og hvor mange klager systemet er gearet til at håndtere, og om det giver anledning til en justering af kapaciteten?

Spm. 613

Ministeren bedes oplyse et opdateret skøn over de samlede udviklingsomkostninger til udvikling af et nyt ejendomsvurderingssystem med tilhørende beskatningssystem, klagehåndtering og tilretning af systemer, som data trækkes fra?

Spm. 615

Hvad har Motorstyrelsen gjort for at hjælpe de bilforhandlere m.fl., der i god tro og uden myndighedsvejledning har indsendt anmodning om brug af overgangsordningen en eller flere dage for sent?

Spm. 616

Finder ministeren det rimeligt, at bilforhandlere m.fl. ikke kan benytte overgangsordningen til de nye bilafgifter, fordi anmodningen om at benytte ordningen er indsendt en dag for sent? Ministeren bedes tage i betragtning, at ingen myndigheder vejledte bilforhandlerne fra L129 blev fremsat i Folketinget i december til februar, hvor lovgivningen blev vedtaget, selvom lovforslaget havde virkning fra december.

Spm. 617

Finder ministeren det proportionalt, at bilforhandlere m.fl., der får afslag på at benytte overgangsordningen til de nye bilafgifter, kan risikere at betale over hundredetusinde kroner ekstra i registreringsafgift, fordi anmodningen er indsendt få dage for sent, men stadig inden Motorstyrelsen påbegynder sagsbehandlingen?

Spm. 635

Vil ministeren i forlængelse af justitsministerens svar på SAU alm. del - spørgsmål 495 forklare, hvordan neobanker benytter såkaldte opsamlingskonti ved elektroniske overførsler uden at overtræde regler om kundekendskabsprocedurer?

Spm. 636

Vil ministeren oplyse, hvor mange agenter, der vil kunne betegnes som hawala-agenter, der er registreret ved Finanstilsynet?

Spm. 644

Vil ministeren redegøre for, hvor mange små virksomheder der er kommet i økonomisk klemme, fordi de har lavet mindre fodfejl i forbindelse med ”coronalån”? Der henvises til artiklen ”Simpel fodfejl kan koste danske virksomheder afgørende coronalån: »Det er grotesk, at så lille en fejl kan få så stor en konsekvens«” bragt i Berlingske den 6. august 2021.

Spm. 645

I ”Krakas forslag til en reform af kapitalbeskatningen i Danmark” offentliggjort den 6. juli 2021 angives det, at forslaget hviler på sunde beskatningsprincipper, der for den enkelte person fjerner forvridningen på tværs af aktiver. Deler ministeren denne vurdering?

Spm. 646

I ”Krakas forslag til en reform af kapitalbeskatningen i Danmark” offentliggjort den 6. juli 2021 angives det, at reformforslaget kan være i konflikt med hovedaktionærproblemet, men at det vil kunne håndteres med en højere kapitalskattesats over progressionsgrænsen. Deler ministeren denne vurdering? I bekræftende fald bedes oplyst, med hvilken kapitalskattesats (over progressionsgrænsen) hovedaktionærproblemet vil kunne løses, og hvordan provenuet og fordelingen vil blive ændret, som følge af dette. Endvidere bedes ministeren redegøre for, om der er andre muligheder for at løse hovedaktionærproblemet.

Spm. 647

I ”Krakas forslag til en reform af kapitalbeskatningen i Danmark” offentliggjort den 6. juli 2021 har Kraka ikke medregnet dynamiske effekter af forslaget. Ministeren bedes vurdere, hvordan dynamiske effekter vil påvirke provenuet og fordelingen? Endvidere bedes ministeren redegøre for, hvorledes arbejdsudbuddet vil blive ændret, hvis de dynamiske effekter medregnes, og det overskydende provenu anvendes til at forøge jobfradraget.

Spm. 648

I ”Krakas forslag til en reform af kapitalbeskatningen i Danmark” offentliggjort den 6. juli 2021 angives det, at der er tale om en meget stor omlægning, og at forslaget skal ses som et langsigtet pejlemærke. Vil ministeren vurdere, hvor hurtigt en sådan omlægning realistisk vil kunne gennemføres?

Spm. 649

Vil ministeren redegøre for, hvordan vurderingen af provenu, arbejdsudbud, fordeling og symmetri (herunder dynamiske effekter) vil blive påvirket, hvis Krakas forslag til en reform af kapitalbeskatningen i Danmark gennemføres, bortset fra forsalget om ændring af boligbeskatningen?

Spm. 654

Vil ministeren redegøre for, hvor meget ekstra likviditet det ville sikre for virksomheder, der indbetaler moms halvårligt, hvis de får mulighed for momslån for enten 1. kvartal 2021 eller for 1. halvår 2021? Beløbet bedes opgjort både samlet set for virksomhederne og gennemsnitteligt pr. virksomhed.

Spm. 658

Skattestyrelsen oplyste i 2019, at man i 2017 og 2018 havde tjekket 2.437 indberetninger under Bolig-jobordningen. Resultatet viste fejl i 1.353 tilfælde svarende til 55 pct., jf. artiklen ”Danskerne har fået 9 mia. kr. i håndværkerfradrag stort set uden kontrol” bragt på finans.dk den 26. september 2021. Vil ministeren oplyse, om der har været kontrol i indberetninger under Bolig-jobordningen i henholdsvis 2019 og 2020, og i givet fald hvor mange kontroller, der blev foretaget, og hvad resultatet var?

Spm. 661

Vil ministeren redegøre for, om tab i f.eks. kryptovaluta, der angives i rubrik 58 for en borger på førtidspension, kan føre til skattekrav for indtægt uanset, at der er tale om, at borgeren har tabt penge og altså ikke haft en indtægt? Derudover bedes ministeren redegøre for, om den samme disposition også kan medføre, at der rejses krav om modregning i førtidspensionsydelsen.

Spm. 664

Ministeren bedes redegøre for, hvilke muligheder der er for at fratrække moms i frivillige idrætsforeninger på det, der bliver brugt til drift, herunder internet, programmer til GDPR-registrering af medlemmer, økonomiprogrammer og lignende.

Spm. 673

Vil ministeren redegøre for skattereglerne for danske søfolk, der sejler for henholdsvis danske skibe under DIS og udenlandske skibe? Ministeren bedes endvidere kommentere rationalet i de forskellige skattebetingelser, afhængig af om danske søfolk sejler for danske skibe under DIS eller udenlandske skibe.

Spm. 674

Hvad er ministerens kommentar til, at danske søfolk ansat på udenlandske skibe flytter til udlandet under gunstigere skatteforhold, fordi de ikke har samme skattefordele, som søfolk der sejler på danske skibe under DIS?

Spm. 676

Vil ministeren sende en oversigt over de årlige skatteindtægter fra almenvelgørende foreninger de seneste 10 år?

Spm. 677

Vil ministeren udarbejde en oversigt over de angivne skattepligtige indtægter for landets almenvelgørende foreninger? Hvis muligt må oversigten gerne vise antallet af foreninger, der ligger i forskellige indkomstgrupper og gerne skelne almenvelgørende foreninger godkendt efter ligningslovens § 8 A fra almenvelgørende stiftelser, fonde, institutioner m.v.

Spm. 680

Vil ministeren kommentere artikel fra UfR "Det nye It-tilsyn en egnet løsning på den digitale skatteforvaltnings udfordringer?", jf. SAU alm. del - bilag 286?

Spm. 681

Vil ministeren i forlængelse af svar på SAU alm. del - spørgsmål 578 opdele de i tabel 2 nævnte selskaber, således at det fremgår, hvilken nordisk børs selskaberne er børsnoteret på?

Spm. 695

Vil ministeren i forlængelse af den tekniske gennemgang af principaftalen i OECD om beskatning af den digitale økonomi, jf. SAU alm. del – bilag 324, redegøre for, hvilke lande der ikke har tiltrådt aftalen?

Spm. 696

Vil ministeren i forlængelse af den tekniske gennemgang af principaftalen i OECD om beskatning af den digitale økonomi, jf. SAU alm. del – bilag 324, redegøre for regeringens holdning til de foreslåede undtagelser i henholdsvis spor 1 og 2 i principaftalen i OECD om beskatning af den digitale økonomi?

Spm. 697

Vil ministeren i forlængelse af den tekniske gennemgang af principaftalen i OECD om beskatning af den digitale økonomi, jf. SAU alm. del – bilag 324, redegøre for, hvor mange og hvilke danske selskaber der forventes at blive omfattet af omfordeling af beskatningsretten (spor 1) i principaftalen i OECD om beskatning af den digitale økonomi, hvis grænsen for den globale omsætning fastsættes til henholdsvis 10 mia. EUR og 20 mia. EUR?

Spm. 698

Vil ministeren i forlængelse af den tekniske gennemgang af principaftalen i OECD om beskatning af den digitale økonomi, jf. SAU alm. del – bilag 324, redegøre uddybende for baggrunden for, at rederier undtages i principaftalen i OECD om beskatning af den digitale økonomi?

Spm. 705

Vil ministeren i forlængelse af den tekniske gennemgang af principaftalen i OECD om beskatning af den digitale økonomi, jf. SAU alm. del – bilag 324, om principaftalen i OECD om beskatning af den digitale økonomi, vil medfører dobbeltregulering ved implementering i dansk ret, herunder i forhold til CFC-reglerne, de defensive foranstaltninger mod landene på EU’s liste over ikke-samarbejdsvillige skattejurisdiktioner (sortlisten) m.v.? I bekræftende fald bedes ministeren oplyse, hvorledes dette vil blive håndteret.

Spm. 706

Er det efter ministerens opfattelse god regeringsførelse, at medlemmer af Folketinget må vente i månedsvis på svar, der er nødvendige for udførelse af deres parlamentariske arbejde, som det er tilfældet med svarene på SAU alm. del – spørgsmål 615-617, stillet henholdsvis den 20. og 28. juli 2021, som ministeren efter næsten 2 måneder endnu ikke har besvaret?

Spm. 707

Vil ministeren oplyse, hvor meget virksomhedernes afskrivningsgrundlag kan opjusteres, hvis man laver en provenuneutral omlægning af følgende tilskudspuljer ”Tilskud til energibesparelser og energieffektiviseringer i erhvervsvirksomheder” til en forøgelse af virksomhedernes afskrivningsgrundlag for investeringer i elektrificering og energieffektivisering?

Spm. 708

Vil ministeren opgøre, hvor stort afgiftstabet vil være år for år, hvis alle varebiler og 25 pct. af lastbilstransporten når at blive elektrificeret inden 2030?

Spm. 709

Vil ministeren opgøre udgiften til henholdsvis etablering, afgiftstab og støtteudbud (teknologineutral, markedsbaseret pulje efter samme model som Klimaaftalen fra juni 2020), hvis der skal etableres CCS-anlæg, der fanger yderligere 3 mio. t CO2 i 2030, heraf 1 mio. t på affaldsforbrændingsanlæg? Støttebehovet bedes opgjort for henholdsvis gældende forventning til kvoteprisen, jf. Opdateret 2025-fremskrivning, august 2021, og en kvotepris, der stiger til 800 kr. i 2030. Ministeren bedes endvidere oplyse, om støttepuljen til CCS og tilhørende CO2-reduktion fra Klimaaftalen juni 2020 er indregnet i regeringens økonomiske fremskrivninger og i klimafremskrivningen 2021?

Spm. 710

Vil ministeren opgøre CO2-effekten og provenueffekten (før og efter tilbageløb og adfærd) år for år frem til 2030, hvis kvoteprisen og CO2-afgiften sættes til 400 kr. i 2022 og 2023, 600 kr. i 2024 og 2025 og 800 kr. herefter? Besvarelsen bedes suppleret med et scenarie, hvor energiafgifterne på motorbrændstoffer - i det omfang det er muligt - reduceres tilsvarende, så den gennemsnitlig pris på motorbrændstoffer er uændret før og efter den forhøjede CO2-afgift. Om muligt bedes CO2-effekten opgjort på sektorer efter samme inddeling som Klimafremskrivning 2021.

Spm. 711

Vil ministeren opgøre CO2-effekten og provenueffekten (før og efter tilbageløb og adfærd) år for år frem til 2030, hvis der fra 2022 indføres en passagerafgift på flyrejser på 50 kr. for korte distancer (op til 2.000 km), 200 kr. for mellemlange distancer (2.001-3.000 km) og 300 kr. for lange distancer (over 3.000 km) pr. afrejse fra danske lufthavne til nationale og internationale destinationer (undtaget transferpassagerer), og hvor afgiften øges lineært frem mod 2030 til 100 kr., 300 kr. og 450 kr. for henholdsvis korte, mellemlange og lange distancer? Effekten bedes opgjort med udgangspunkt i en fremskrivning af flyaktivitet mod 2030. Hvis dette ikke er muligt, bedes der tages udgangspunkt i den gennemsnitlige aktivitet i 2015-2019. Provenu (før og efter tilbageløb og adfærd) og CO2-effekt bedes opgjort separat for både nationale og internationale flyrejser og fordelt på korte, mellemlange og lange distancer.

Spm. 712

Ministeren oplyser i sit svar af 14. september på spørgsmålet S 1852, at nogle virksomheder ikke har fået en påmindelse om manglende indberetning, hvis virksomheden ikke har oplyst sin mailadresse. Kan ministeren oplyse, hvor mange virksomheder der har fået opsagt deres coronalån uden forudgående rykker og oplyse, hvor mange moms og skattelån der er annulleret som følge af, at virksomheden har fået en foreløbig fastsættelse? I svaret bedes angivet antallet af ophævelser måned for måned i 2020 og 2021. Endvidere bedes oplyst, om ministeren vil tage initiativ til, at de virksomheder, der ikke har fået en påmindelse, inden de har modtaget en foreløbig fastsættelse, får mulighed for at få genoptaget deres sag og eventuelt få et nyt lån på samme beløb som det, der er blevet annulleret.

Spm. 713

I forlængelse af svar på SAU alm. del – spørgsmål 613, som omhandler de samlede omkostninger til udvikling af et nyt ejendomsbeskatningssystem, kan det så virkelig passe, at ministeren ikke kan oplyse et skøn over, hvad man forventer de samlede omkostninger bliver? Kan det om ikke andet oplyses i fortrolig form til Skatteudvalget?

Spm. 714

I svaret på SAU alm. del – spørgsmål 612 oplyser ministeren antallet af forventede klager over de nye og historiske ejendomsvurderinger. Ministeren bedes i forlængelse heraf oplyse, hvor lang sagsbehandlingstiden forventes at blive med det antal klager sammenholdt med den afsatte kapacitet til at behandle dem.

Spm. 715

I forlængelse af svaret på SAU alm. del – spørgsmål 610, hvor ministeren ikke vil oplyse, hvad den samlede tidsplan er for de nye ejendomsvurderinger for erhvervsejendomme med henvisning til, at IT-tilsynet skal trykteste det, så bedes ministeren oversende de tidsplaner, som Skatteministeriet har og ikke skubbe opgaven over på det uafhængige IT-tilsyn, som ikke er ansvarlig for udvikling af systemet.

Spm. 716

I SAU alm. del – spørgsmål 603 bliver ministeren spurgt, hvor mange boliger der ikke når at få deres nye ejendomsvurdering inden de nye beskatningsregler træder i kraft. Ministeren svarer, at de fleste forventes at have fået deres nye vurdering, men ministeren bedes uddybe, hvad der ligger i formuleringen ”de fleste”, og samtidig oplyse antallet af boliger ud af det samlede antal.

Spm. 717

I svaret på SAU alm. del – spørgsmål 603 skriver ministeren, at ”Som tidsplanen ligger lige nu, vil kun helt særlige ejendomstyper ikke have modtaget en endelig ejerboligvurdering”. Hvor mange ejerboliger kan kategoriseres som værende af ”helt særlig ejendomstyper” både i antal og i procentdel af ejerboligmassen?

Spm. 718

I svaret på SAU alm. del – spørgsmål 603 skriver ministeren, at boligejerne kan se deres foreløbige vurdering medio 2023. Ministeren bedes uddybe, om en foreløbig vurdering skal forstås som, når boligejeren modtager deklarationsmeddelelsen, eller om det skal forstås sådan, at hver enkelt boligejer kun kan se sin egen vurdering frem til medio 2023, hvorefter de så lægges frem, så alle andre kan se vurderingerne, og derved bruge dem til sammenligne vurderinger.

Spm. 719

Vil ministeren redegøre for de fem afgifter, som har det største procentvise og nominelle dødvægtstab (forskellen mellem umildbart provenu og provenu efter tilbageløb- og adfærd)?

Spm. 720

Vil ministeren redegøre for de fem afgifter, som har den største negative effekt på arbejdsudbuddet?

Spm. 721

Vil ministeren redegøre for de fem afgifter, som har det største effekt på indkomstuligheden målt ved Gini-koefficienten generelt og øverste og nederste indkomstdomicil?

Spm. 722

Vil ministeren oplyse niveauet for den samfundsøkonomisk optimale tobaksafgift, herunder virkningen ved forskellige afgiftsniveauer på samfundsøkonomien og de offentlige finanser via forskellige kanaler, såsom grænsehandel og arbejdsudbud?

Spm. 723

Vil ministeren redegøre for, hvordan introduktionen af en afgift på nikotinposer påvirker antallet af rygere, og hvad det forventede provenu og BNP-virkningen bliver? Virkningen bedes oplyst umiddelbart, samt efter tilbageløb, og efter tilbageløb og adfærd, gerne med inddeling af adfærdsvirkningerne på forbrugsadfærd, grænsehandel, arbejdsudbud, m.v.

Denne side er en støtteside til TaxCons betalingstjenester, www.momsmail.dk og www.skattemail.dk.

Brugen af informationerne på siden er underlagt TaxCons almindelige ansvarsfraskrivelse.

TaxCon Medier I/S påtager sig således intet ansvar for oplysningernes rigtighed eller fuldstændighed og ej heller noget ansvar for økonomiske konsekvenser af at have truffet beslutninger på baggrund af oplysninger fundet på dette websted.