Folketingsbilag 20. februar 2019 - 20. februar 2019

Nye dokumenter vedrørende lovforslag

L 162 Forslag til lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, opkrævningsloven og forskellige andre love.(Modregning med opkrævningsfordringer og udskydelse af betalingsfrist ved banklukkedage m.v.).

Spørgsmål og svar

Spm. 1

Spørgsmålet tilbagetaget

Spm. 2

Spørgsmålet tilbagetaget

Almindelig del

Spørgsmål og svar

Spm. 279

Ministeren bedes redegøre for, hvor mange årsværk det ville have krævet, og hvor store de administrative omkostninger ville have været ved at lægge et loft på afskrivninger af gæld pr. CPR-nummer på enten 50.000 kr. eller 100.000 kr. inden for de 5,8 mia. kr. afskrevet gæld, der indgår i ”Aftale om styrkelse af den offentlige gældsinddrivelse” fra juni 2017. Ministeren bedes ligeledes redegøre for, hvor mange kroner der i forlængelse af et loft på henholdsvis 50.000 kr. og 100.000 kr. ikke ville have været afskrevet fordelt på indkomstdeciler.

Spm. 280

Ministeren bedes redegøre for, hvor mange årsværk det kræver, og hvor store de administrative omkostninger er ved ikke at afskrive gældsposter, der i ”Aftale om styrkelse af den offentlige gældsinddrivelse” fra juni 2017 beskrives som gældsposter, der i særlig grad kan støde retsfølelsen (f.eks. politibøder, sagsomkostninger og skattebøder). I forlængelse heraf bedes ministeren redegøre for, hvor meget gæld i kroner og øre, der er blevet inddrevet og/eller forventes inddrevet gældsposterne. Begge opgørelser bedes foretaget for hver af de enkelte gældspost-typer.

Spm. 281

Ministeren bedes redegøre for, hvornår henholdsvis ministeren og Skatteministeriets departement fik viden om, at der blandt skyldnerne af de 5,8 mia. kr., der blev afskrevet i forlængelse af ”Aftale om styrkelse af den offentlige gældsinddrivelse” fra juni 2017, var personer, der ville få eftergivet gæld på omkring og over 1 mio. kr. Der henvises til artiklen ”Dansker har fået afskrevet 1,5 mio. i gæld til det offentlige”: bragt på 24syv.dk den 19. februar 2019.

Spm. 282

Ministeren bedes opgjort med intervaller på 50.000 kr. oplyse, hvor mange personer, der har fået afskrevet gæld mellem 50.000 kr. og 1.500.000 kr., samt for alle beløb over 1.500.000 opgjort samlet, som følge af ”Aftale om styrkelse af den offentlige gældsinddrivelse” fra juni 2017. Ministeren bedes underopdele hvert interval på 50.000 kr. i indkomstdeciler for de personer, der har fået afskrevet gæld.

Spm. 283

Vil ministeren oplyse, hvornår restanceopgørelser for 3. og 4. kvartal i 2018 vil blive oversendt til udvalget?

Spm. 284

Da Folketinget i 2017 vedtog at nedsætte bo- og gaveafgiften for familieejede virksomheder, blev det i bemærkningerne til lovforslag L 183 (folketingsåret 2016-17) fastslået, at der skal være retssikkerhed og forudberegnelighed i værdiansættelsen. Der blev derfor i bemærkningerne fastsat nogle betingelser (juridiske værn), hvis skattemyndighederne skal kunne fravige de aktie- og goodwillcirkulærer, der gælder på området. Der gives nu fra flere sider udtryk for, at man i praksis ikke respekterer disse betingelser. Vil ministeren bekræfte, at de juridiske værn i bemærkningerne til lovforslaget indebærer, at værdiansættelse af en familieejet virksomhed altid kan baseres på aktie- og goodwillcirkulærerne, medmindre Skattestyrelsen kan godtgøre, at virksomhedens fremtidige vækst og indtjening vil afvige så væsentligt fra den historiske vækst og indtjening, at der af denne grund ikke kan ske værdiansættelse efter cirkulærerne?

Denne side er en støtteside til TaxCons betalingstjenester, www.momsmail.dk og www.skattemail.dk.

Brugen af informationerne på siden er underlagt TaxCons almindelige ansvarsfraskrivelse.

TaxCon Medier I/S påtager sig således intet ansvar for oplysningernes rigtighed eller fuldstændighed og ej heller noget ansvar for økonomiske konsekvenser af at have truffet beslutninger på baggrund af oplysninger fundet på dette websted.