Folketingsbilag 28. september 2020 - 28. september 2020

Almindelig del

Bilag

Bilag 446

Fortroligt dokument

Bilag 447

Orientering om baggrunden for forkert anvendelse af rentereglerne i kildeskattesager, fra skatteministeren

Spørgsmål og svar

Spm. 667

Vil ministeren oplyse, hvordan det sikres at offentligt ansatte med en sideløbende reservekontrakt er sikret frihed til vedligeholdelse af de militære kompetencer og til at deltage i forsvarets opgaveløsning?

Spm. 669

Hvordan sikrer ministeren - som ansvarlig for de offentlige ansattes ansættelsesvilkår - at vi i fremtiden imødekommer krisesituationer som eksempelvis COVID-19 krisen, hvor beredskabet skal kunne trække på forsvarets reservestyrker, der er offentligt ansatte og løbende skal have mulighed for at uddanne sig og træne?

Spm. 676

Det oplyses i svar på SAU alm. del – spørgsmål 581 (folketingsåret 2020-2021), at det vurderes, at en selektiv indfasning af elafgiften på biobrændsler i fjernvarmen og i industrien, der er afgrænset ud fra økonomiske kriterier som værkernes afskrivning, ikke vil være forenelig med EU’s statsstøtteregler. Vil ministeren redegøre for, hvorfor dette ikke var vurderingen i forbindelse med forsyningssikkerhedsafgiften? Der bedes endvidere redegjort for, hvorledes der for andre brændsler, eksempelvis olie, er differentierede afgifter alt efter brug, og hvorfor dette ikke vurderes, at være i strid med EU’s statsstøtteregler. Endeligt bedes der foretaget en vurdering af, hvorvidt det vil være i strid med EU’s statsstøtteregler, såfremt man fjerner fritagelsen for elafgift for biobrændsel for alle værker, men med en indfasningsperiode for eksisterende værker, der ikke er afskrevne, herunder også om der er eksempler på differentieret indfasning i et afgiftssystem baseret på allerede foretagne investeringer.

Spm. 686

Kan ministeren oplyse, hvad den samlede værdi af unoterede kapitalandele samt andele i alternative investeringsfonde, som forvaltes af en registreret forvalter, købt for midler i aldersopsparinger udgjorde ved udgangen af henholdsvis 2018 og 2019? Endvidere bedes ministeren oplyse, hvor mange personer, de nævnte værdipapirer var fordelt på, herunder hvor mange af disse, der ved udgangen af de nævnte år havde aktier til en registreret værdi på over 100.000 kr. Endeligt bedes ministeren oplyse, hvor stor en andel af den samlede værdi, der skønsmæssigt kan henføres til selskaber, hvori ejeren af aldersopsparingen er ansat, herunder hvad skønnet bygger på.

Spm. 697

Vil ministeren oplyse, om Skatteministeriet, Skattestyrelsen eller andre relevante myndigheder på noget tidspunkt har været bekendt med, at der var ulovlige stempelmærker i omløb?

Spm. 703

Vil ministeren redegøre for resultaterne af ministeriets konsekvensberegninger for reformforslagene under henholdsvis søjle 1 og 2 i OECD’s sBEPS 2.0 reform?

Spm. 709

Vil ministeren oplyse, hvor nøjagtig det nye ejendomsvurderingssystem forventes at kunne vurdere ejendommene, når det er færdigt? Nøjagtigheden bedes oplyses på henholdsvis simple parcelhuse og rækkehuse, ejerlejligheder, sommerhuse og øvrige parcelhuse.

Spm. 713

Vil ministeren beregne effekten på arbejdsudbuddet, hvis følgende afgiftslettelser annulleres: sodavandsafgiften, ølafgift (2013) og øl- og vinafgift (2019)? Ministeren bedes endvidere fremsende et samlet opdateret svar på SAU alm. del – spørgsmål 490, 491 og 492.

Spm. 743

Vil ministeren oplyse, hvilke ejendomme, der vil blive omfattet, hvis regeringen finder flertal for sit forslag om at lagerbeskatte selskabers ejendomsavancer som led i finansieringen af regeringens udspil ”Ny ret til tidlig pension”, og om beskatningen kun vil ramme kapitalfonde, eller om den vil ramme alle selskaber, der ejer ejendomme?

Spm. 744

Hvordan og hvornår forestiller ministeren sig, at baselineniveauet for ejendomsværdien ved overgangen til det nye lagerbeskatningsprincip for selskabers ejendomsavancer, jf. regeringens forslag til finansiering udspillet ”Ny ret til tidlig pension”, bliver fastlagt?

Spm. 752

I svar på SAU alm. del – spørgsmål 308 svarer ministeren, at ud over det almindelige erstatningsansvar for ansvarspådragende handlinger indeholdt to af de tre aftaler, der var indgået under bankordningen, en udtrykkelig hæftelse for uretmæssige tilbagebetalinger. Vil ministeren redegøre for, om og i givet fald hvordan den i bankordningen aftalte hæftelse dækker andet og mere end det almindelige ansvar for ansvarspådragende handlinger, der ville gælde uden aftale? Endvidere bedes ministeren redegøre for eventuelle forskelle i skattemyndighedernes bevisbyrde i begge situationer.

Spm. 753

Vil ministeren oplyse, hvad baggrunden er for, at der ikke er en udtrykkelig hæftelse for uretmæssige tilbagebetalinger i alle aftaler i bankordningen? Endvidere bedes ministeren oplyse, om sager om medvirken til uretmæssige udbetaling af udbytteskat også er rejst mod de banker, der har påtaget sig en hæftelse i bankordningen. Der henvises til svar på SAU alm. del – spørgsmål 308.

Spm. 763

Vil ministeren redegøre for status for det tidligere fremsatte lovforslag om ligedeling og individuel indkomstaftrapning af børne- og ungeydelsen og ligedeling af den supplerende grønne check m.v., jf. lovforslag nr. L 224 (folketingsåret 2018-19, 1. samling), som bortfald efter udskrivelsen af folketingsvalget i 2019?

Spm. 769

Vil ministeren redegøre for, hvorfor provenuet ved at hæve benzin- og dieselafgifterne med 69 øre resulterer i et provenu efter tilbageløb og adfærd på 0,5 mia. kr., jf. svar på SAU alm. del – spørgsmål 154 og 278 (folketingsåret 2018-19, 1. samling), mens det i svar på SAU alm. del – spørgsmål 664 (folketingsåret 2019-20) fremgår, at det giver et provenu efter tilbageløb og adfærd på 0,7 mia. kr. at hæve afgifterne på benzin og diesel med 50 øre?

Spm. 770

I forlængelse af svar på SAU alm. del – spørgsmål 675 bedes det oplyst, hvornår ministeren forventer, at regeringens dialog med EU-kommissionen er tilendebragt, som det fremgår af aftalen ”Bedre vilkår til særligt hårdt ramte dele af dansk erhvervs-, idræts- og kulturliv” indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Alternativet den 28. august 2020.

Spm. 771

Det har tidligere været muligt for Skatteministeren at estimere, hvor træfsikkert de nye ejendomsvurderinger vil være indenfor et vist spænd. I forlængelse af svaret på SAU alm. del – spørgsmål 709 bedes ministeren derfor redegøre for, hvorfor man øjensynligt ikke kan oplyse det længere.

Spm. 772

Vil ministeren redegøre for de økonomiske konsekvenser for henholdsvis staten, kommunerne og boligejerne ved de udskudte ejendomsvurderinger?

Spm. 773

Vil ministeren redegøre for, om forsinkelsen i udsendelse af ejendomsvurderingerne får konsekvenser for den videre tidsplan for programmet og for implementeringen af boligaftalen?

Spm. 774

Vil ministeren redegøre for, hvilken betydning forsinkelsen af ejendomsvurderingerne har for tilbagebetalingen af de for højt opkrævede ejendomsskatter?

Spm. 775

Vil ministeren redegøre for henholdsvis det forventede samt realiserede årlige mindreprovenu som følge nedsættelsen af bo- og gaveafgiften ved generationsskifte i 2017?

Spm. 776

Vil ministeren oplyse, hvilke forudsætninger, herunder elasticiteter, der lå til grund for vurderingen af provenueffekten samt adfærdseffekterne ved forhøjelsen af bo- og gaveafgiften ved generationsskifte fra 5 til 15 pct.? Ministeren bedes endvidere redegøre for det empiriske grundlag for de anvendte elasticiteter m.v., der lå til grund for beregningerne.

Spm. 777

Vil ministeren oplyse, hvad det ekstraordinært høje provenu fra bo- og gaveafgiften ved generationsskifte i 2019 skyldes, og hvordan det ekstraordinært høje niveau i 2019 forventes at påvirke provenuet i årene frem mod 2025?

Spm. 778

Vil ministeren redegøre for det årlige antal generationsskifte i danske virksomheder i perioden 2015-2019 og det forventede antal i 2020-2025?

Spm. 779

Vil ministeren redegøre for den tilsyneladende forskel i opgørelsen af provenuet fra Afgift af dødsboer og gaver opgjort henholdsvis i statsregnskabet 2019 (8.612,9 mio. kr.) og i nationalregnskabet 2019 (ca. 6,2 mia. kr., jf. Danmarks Statistik, Skatter og afgifter efter type og tid, 4.2. Afgift af arv og gave)?

Spm. 780

Vil ministeren oplyse, om man har modtaget flere henvendelser fra statens IT-råd om implementering af boligskatteforliget siden august 2019 og oplyse, om rådet er i gang med et nyt status notat, eller om ministeren agter at bede dem udarbejde et opdateret observationsnotat?

Spm. 781

Skattestyrelsen offentliggjorde i juni måned et notat, jf. SAU alm. del – bilag 349, der viste, at styrelsen for årene 2010-2019 har gennemført indkomstforhøjelser i transfer pricing-sager for mere end 80 mia. kr. Oversigten viser imidlertid kun bruttoreguleringer og tager ikke højde for udfaldet af klagesager ved Landsskatteretten og sager ved domstolene. Vil ministeren derfor foranledige, at der fremsendes en fornyet oversigt, der viser nettoreguleringerne for de pågældende år, således som disse kan opgøres på nuværende tidspunkt dvs. med hensyntagen til udfaldet af de sager, som er endelig afgjort ved Landsskatteretten og domstolene og efter afsluttede MAP-forhandlinger? Ministeren bedes endvidere oplyse, hvor stor en andel af de gennemførte forhøjelser, der i øjeblikket er genstand for en verserende klagesag og/eller såkaldt MAP-forhandling.

Denne side er en støtteside til TaxCons betalingstjenester, www.momsmail.dk og www.skattemail.dk.

Brugen af informationerne på siden er underlagt TaxCons almindelige ansvarsfraskrivelse.

TaxCon Medier I/S påtager sig således intet ansvar for oplysningernes rigtighed eller fuldstændighed og ej heller noget ansvar for økonomiske konsekvenser af at have truffet beslutninger på baggrund af oplysninger fundet på dette websted.